Kære medlem af Skolekredsen på Idrætshøjskolen Aarhus.
Først og fremmest tak for dit medlemskab af Skolekredsen. Uanset om du lige er kommet ind eller har været det i flere år, så sætter vi stor pris på, at du er med os, og bag os, i det daglige arbejde, der er med til at drive og udvikle en idrætshøjskole i 2024.
Vi har igennem nogle år arbejdet på at udvide vores skolekreds blandt andet ved at gøre det mere attraktivt og meningsfuldt at sidde i den. Et eksempel på dette sidder du og læser lige nu, da vi vil bestræbe os på at bringe dig tættere på højskolens dagligdag, tanker, drømme, visioner og arrangementer ved f.eks et Nyhedsbrev som dette.
Her vil vi via tekst, billeder, videoklip, links m.v udvælge og udbrede både stort og småt fra den hverdag og det liv, som udfolder sig på Idrætshøjskolen Aarhus, med håbet om, at du vil føle dig en hel del tættere på den skole, som du har valgt at støtte med dit skolekredsmedlemskab.
Men vi vil også rigtig gerne se dig her på skolen – og meget gerne mere end én gang om året til generalforsamlingen. Derfor vil vi meget gerne invitere dig ind til diverse arrangementer på skolen i løbet af året, og her er ønskerne og idéerne mange:
· Støtteforedrag to gange om året til fordel for vores nyetablerede “IHÅ’s Elevfond” (mere om det lidt længere nede på siden her)
· Live-café/sangaften
· Fejring af eksempelvis Grundlovsdag
· Idé-udvikling, sparring og udfordring
· Idræts- og bevægelsesdag, hvor I skal være aktive
Men vi starter et sted, og det er i første omgang dette nyhedsbrev, og så ta´r vi den videre herfra.
Arne Grønbæk
Forstander
Idrætshøjskolen Aarhus
IHÅ fyldt fra start
Årgang 54F, som den nuværende årgang hedder, ankom lørdag den 6. januar til Idrætshøjskolen Aarhus, der af vejrguderne i dagens anledning var blevet “klædt fint på” med en masse sne. Og efter få timers valfarten gennem gården var skolen fyldt til randen med 156 elever fra hele Danmark samt internationale elever fra USA, Belgien, England, Island, Tyskland, Schweiz, Italien og Skotland.
24 uger lå foran dem i dét højskoleliv, som de har hørt så meget godt om, men som de nu selv skulle i gang med. Og de er kommet rigtig godt i gang, må vi bare sige.
stort frafald i "de frie skolers land"
I skrivende stund, lidt mere end 10 uger henne i forårsopholdet, er vi fortsat 156 elever. Og når jeg skriver det, så er det, fordi frafaldsproblematikken er et stort problem på de frie skoler i disse år. Både højskoler og efterskoler har indimellem voldsomt store frafaldstal. Sidste skoleår stoppede op mod 1/6 af alle efterskole-elever på deres skole – og en hel del af vores kollegahøjskoler havde også alarmerende mange frafald.
Derfor er det ikke en selvfølge, at vi har alle elever med ombord endnu. Men det er – sagt i al beskedenhed – nok heller ikke et tilfælde, at vi de sidste 4-5 år med fuld skole, stort set ikke har mistet elever undervejs. Vi har siden 2016 iværksat forskellige pædagogiske greb, fag og uddannelse af lærerne i et samlet fokus på det indimellem besværlige, komplekse og accelerede ungdomsliv, som bliver levet. Så vi har ikke fjernet alt “bøvleriet” for de unge, for det kan vi ikke, men vi kan se på det, tale om det, arbejde med det – og uden at vi ændrer på dét, vi først og fremmest er, en idrætshøjskole.
tag familien med på højskole om sommeren
To gange om året fylder vi skolen med elever på vores lange ophold, men om sommeren, mellem de to ophold, inviterer vi også indenfor på højskolen. I uge 28 og uge 31 laver vi nemlig vores eftertragtede Familiehøjskole, der er en uges fantastisk samvær med andre familier, der alle gerne vil være aktive, mærke vaskeægte højskolestemning og bare have en dejlig uge sammen i skolernes sommerferie.
Du kan læse meget mere om vores Familiehøjskole herunder:
LIDT BILLEDER FRA VORES IDRÆTSFAG BASKETBALL
foredrag til fordel
for ihå's elevfond
Sidste år oprettede vi “IHÅ’s Elevfond”, der er sat i verden for at give endnu flere unge mulighed for at opleve et højskoleophold. Vi indsamler penge til elevfonden ved to gange om året at afholde et støtteforedrag, hvor oplægsholderen stiller op uden at få betaling, og hvor alle billetindtægter ubeskåret går ind på elevfondens konto. Det første foredrag var med Anders Agger, mens vi den 29. april, efter Generalforsamlingen, byder på Morten Bruun om aarhusiansk fodbold, inden Daniel Rye til efteråret gæster vores højskole. Vi håber selvfølgelig meget, at du som skolekredsmedlemmer har lyst til at støtte elevfonden ved at købe en billet til et af de kommende arrangementer.
Her kan du i første omgang købe billet(ter) til foredraget med Morten Bruun den 29. april – de koster 150 kr. stk:
et kig på skolens arkitektur
Det var arkitekterne Friis og Moltke, der stod for tegningen og idéerne bag vores højskolebyggeri, der stod færdig i 1970. Op igennem tiden har det æstetiske udtryk i mursten og beton ikke ændret sig væsentligt – men det har højskolehverdagen, det samlede elevtal og nye behov. Så derfor har vi haft et par indledende møder med netop Friis og Moltke-arkitekter om, hvordan et nyt blik på det fysiske udtryk og rammer kunne se ud. Med respekt for de oprindelige tanker og materialer bliver det enormt spændende at få kigget på vores højskolehjem og højskolerum, så det kan modsvare både vores værdier, behov og drømme.
projekt: højskolehallen
Igennem flere år har vi på Idrætshøjskolen Aarhus arbejdet sammen med Aarhus Kommune med idéen omkring et nyt halbyggeri. Den ønskelige facilitet kaldes Højskolehallen, og den skal manifestere IHÅ i det fremtidige idrætsbillede, både hvad angår konkrete idrætsgrene og de både nutidige og fremtidige foreningsstrukturer.
Du kan læse mere om projektet og se foreløbige tegninger af vores tanker og drømme ved at hente projektbeskrivelsen herunder: