Rejser - Idrætshøjskolen Aarhus
Rejser med IHÅ

Få rejseminder med dine højskolevenner

Mens du går på Idrætshøjskolen Aarhus, har du mulighed for at komme med på en række forskellige rejser og ture. Nogle rejser er tilknyttet et specifikt idrætsfag, mens andre ture er fælles for hele skolen. Alle turene betales udover den almindelige ugepris for at gå på højskole. Medmindre andet er nævnt, dækker prisen for rejserne alle udgifter såsom transport, kost, logi, undervisning og eventuel udstyrsleje. Du behøver kun at regne med at have lidt ekstra lommepenge med.

Tilmelding til de forskellige rejser er bindende, men bare rolig, du behøver ikke tilmelde dig, før du er startet på skolen og har haft mulighed for at høre meget mere.

Herunder kan du læse mere om de forskellige rejser, du kan komme med på. Hvis der dukker spørgsmål op, eller du bare gerne vil høre mere, skal du være velkommen til at kontakte højskolen på ihaa@ihaarhus.dk eller 86 21 38 00.

Surf - La Santa

skiture

Skitur (Forår)

Vores skitur i foråret er opdelt i to uger, og ligger som udgangspunkt i uge 5 og 6. Den første uge er for vores elever, der har Ski & Snowboard, mens den anden uge er for hele højskolen.

Den første uge byder på rent nørderi. Der vil blive planlagt forskellige workshops og træninger ud fra jeres behov, og vores instruktører vil også tage jer med ud og køre offpiste. Det er også i denne uge, at du har mulighed for at uddanne dig til Alpin Klubinstruktør.

Den anden uge byder på masser af højskolehygge og lærerige timer på pisterne, når størstedelen af højskolen er samlet. I inddeles i mindre hold ud fra tidligere erfaring, hvor I hver formiddag er på skiskole. Nogle hold vil blive undervist af de af jeres højskolekammerater, der er nyuddannede skiinstruktører, mens vores skiinstruktører underviser de andre hold. Selvom du måske er en erfaren skiløber, vil du blive overrasket over, hvor langt dit skiløb kan rykke sig, når du får fokus rettet mod din teknik.

Udover skiskole er der selvfølgelig også tid til “fri leg” på pisterne, og om aftenen er der samling med højskolesang og selvfølgelig, og næsten vigtigst af alt, kåring af “Dagens styrt”.

Pris: Uge 5 og 6: Ca. 14.500 kr. – Uge 6: Ca. 7500 kr. (Inklusiv transport, kost, logi, udstyrsleje, liftkort og undervisning)

Skirejse

Skitur for ski & snowboard (forår)

Denne tredje rejseuge på ski er en tur for eleverne på Ski & Snowboard, hvor vi lige skruer en tand op for det hele. Her plejer vi at rejse til unikke og udfordrende skiterræner, der kan give selv den mest garvede skiløber sved på panden. I Foråret 2024 er destinationen Cananda. I den tredje rejseuge bruger vi vores nyligt forbedrede evner til at opleve de anderledes og fantastiske pister og sne, og vi prøver også kræfter med offpiste – både med og uden guide. Forhåbentlig får vi en hel masse puddersne at køre i.

Pris: Ca. 25.000 kr. (inklusiv uge 5 og 6 i Italien)

Skitur til Østrig (Efterår)

I efteråret består Ski & Snowboard af en uges skitur til Hintertux i Østrig. Turen er en rigtig højskoletur med masser af social hygge, aften-samlinger og selvfølgelig kåring af de bedste styrt. Der vil hver dag være undervisning med vores dygtige skiinstruktører på pisterne, hvor I vil træne forskellige aspekter af skiløb. Du kan forvente at forbedre din teknik og egenfærdighed væsentligt i løbet af ugen. I vil selvfølgelig også få mulighed for at udforske skiområdet på egen hånd.

Pris: Ca. 7500 kr. (inkl. transport, kost, logi, liftkort, undervisning og udstyrsleje)

Sun Peaks, Canada

Club La Santa

Club La Santa
(forår og efterår)

Den anden fællestur på forårsopholdet er turen til Club La Santa på Lanzarote. Club La Santa er en kendt destination i sportsverdenen. Her finder du et behageligt varmt klima, gode træningsforhold og faciliteter samt forrygende instruktører.

I marts tager vi forskud på sommeren og drager sydpå ned til solen. Turen til La Santa er en fælles rejse, hvor vi flytter undervisningen ned til Lanzarote. Her nyder vi det dejlige vejr og lader os inspirere af stedets instruktører. Der er intet bedre end at få vendt hele træningsrutinen på hovedet og møde nye udfordringer.

Du vil få rig mulighed for at træne dine Idrætsfag i denne uge, men turen vil også byde på masser af fælles højskoleånd, samlinger m.m. Der vil også være mulighed for at prøve nogle af alle de andre muligheder, La Santa byder på, som f.eks. triatlon, surfing og mountainbike.

Pris: Ca. 8000 kr.

La Santa

Specialture

Ture med Outdoor (Forår)

Adventuretur i Danmark (februar)
På årets første tur med Outdoor bliver vi i Danmark. Vi skal ud og sove i shelters og teste kokkeevnerne på en trangia. Turen er træning og forberedelse til de længere ture i Norge og Sverige, og I skal prøve og vandre med fuld oppakning, prøve kræfter med mountainbike og en masse andet.

Fjeldtur i Norge (marts)
Vi tager på langrendstur i de smukke norske fjelde. Vi overnatter i en lille hyggelig hytte og udforsker de norske fjelde på langrendsski. Tænk fantastisk natur, masser af sne, iglo-bygning og højskolehygge i lejrbålets skær. Dét er Outdoor, når det er bedst.

Tur til Sverige (maj)
Vi slutter foråret af med en adventuretur med både klippe- og huleklatring, rafting og masser af kilometer i vandrestøvlerne.

Samlet pris: Ca. 3500 kr.

Ture med Outdoor (Efterår)

Havkajaktur i Danmark (august)
Efter at være blevet fortrolige med havkajakkerne i svømmehallen og på Aarhus-bugten tager vi ud på en længere tur. Vi sejler langs kysten, slår lejr, overnatter og sejler videre næste morgen. Vi nyder hinanden, naturen og havet – måske vi endda er så heldige, at et marsvin kigger forbi.

Sverigestur (oktober)
Vi pakker cyklerne og cykler mod færgen og Sverige. Aftenerne tilbringes omkring bålet og nætterne i en primitiv hytte. Dagene er pakket med aktiviteter, og vi prøver blandt andet kræfter med både klatring og rafting.

“Den personlige udfordring”, Danmark (december)
Vi runder Outdoor-året af med en udfordring. Overnatning under åben himmel i december kan være koldt, det indrømmer vi gerne. Men som et rutineret Outdoorhold kan vi klare det. Denne sidste tur er din mulighed for at udfordre dig selv og måske overskride grænser, som du i august måned ikke havde troet muligt.

Samlet pris: Ca. 3000 kr.

Outdoortur

Fodboldtur
(Forår og efterår)

Vælger du at have Fodbold eller være en del af vores Fodboldakademi, så kan du tage med på en af vores ture, når vi som udgangspunkt enten tager til Tyskland og ser Bundesliga-fodbold eller til England og Premier League. Vi kan også finde på at se fodbold fra de lavere rækker, når vi er af sted over en weekend. Uanset hvem vi skal opleve, så kommer vi sammen til at dykke ned i fantastisk, tysk eller engelsk fodboldkultur.

Pris: Ca. 1000 – 2000 kr.

Håndboldtur
(Forår og efterår)

Har du Håndbold som dit ene Idrætsfag, eller er du elev på vores Håndboldakademi, så forsøger vi så vidt muligt at arrangere en tur til Flensburg. Det bliver typisk en dagstur i bus, hvor vi tager ned til Flens-Arena for at se en af SG Flensburg Handewitts kampe i Bundesligaen. Her er der altid garanti for en super stemning og en intens omgang håndbold fra en af verdens allerbedste ligaer.

Pris: Ca. 300 kr.

Flens-Arena

Surf camp: Hvide sande (Forår)​

Er du allerede bidt af surfing, eller vil du bare gerne stifte bekendtskab med det, så kan du komme med til den danske vestkyst, hvis du vælger Surfing som et af dine fag. I løbet af foråret tager vi på en 3 dages tur, hvor vi har fokus på kitesurfing, windsurfing og kabelpark. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt!

Pris: Ca. 1000 kr.

Foto: Jakob Gjerulff

mærk stemningen på ihå med en rundvisning

Overvejer du, om du skulle tage på højskole, men er du i tvivl, om det er noget for dig? Så kom og besøg os. Den bedste måde at blive afklaret på er ved at mærke stemningen, møde de mennesker, der er på højskolen, og se vores omgivelser og mange faciliteter med egne øjne.

Livet på #IHAARHUS

Scroll to Top