Outdoor-adventure

Outdoor er et udfordrings- og turspeciale, hvor hver enkelt bliver udfordret på eget niveau, og fællesskabet skaber den fascinerende ramme. Dette speciale bygger på at mænd og kvinder kan udfordres og støtte hinanden side om side.

Undervisningen bygger på de forskellige discipliner indenfor adventure: havkajak, MT-Bike, rulleskøjter, klatring, Intelligent Adventure etc. Når vejret ikke egner sig til udendørsaktiviteter står programmet på indendørs adventure: kajakpolo, Rullehockey, klatring på væg etc.

På turene står adventure, udfordring og fællesskab i centrum.


outdoor klatring

Vi sørger for både udfordringer og tryghed, når du er afsted med Outdoor-adventure på IHÅ


Kajak på Aarhusbugten

Vil du sejle kajak, så er Idrætshøjskolen Aarhus det rette sted. Vi sejler havkajak i Aarhusbugten, kun 5 minutter på cykel fra skolen, og spiller kajakpolo i vores egen svømmehal. Du kan også komme på tur og prøve kræfter med bølgesurf, og til Norge, hvor du kan sejle på fos i kajak og i kano. Det lyder måske lidt vildt, men vores topuddannede kajakinstruktører kan altid finde en udfordring, der passer til dit niveau,  uanset om det er første gang du sidder i kajakken eller om du er en erfaren kajakrotte med mange eskimoruller bag dig. Det vigtigste er, at du har det sjovt og får en fed oplevelse.

Klatring

Klatring er for alle og det vil vi gerne supportere ved at give jer et hav af forskellige klatreoplevelser. Lige fra den ”layed-back” klatrekultur i Århus Boulders til de rå klipper på det svenske ”Kullen”. Fra dybe huler i Sverige til de høje træer ved Sletten nær silkeborg eller i DGIhuset i Århus midtby.

 


Intelligent Adventure

Intelligent Adventureløb er meget mere end fokus på at ”den stærkeste mand” vinder. Vi kombinerer nye løbsformer, med udfordring af hjernen, og taktisk planlægning og udførelse. Intelligent Adventure bygger på samarbejde mellem deltagerne, og er en løbsform, hvor kønnene arbejder og konkurrerer på lige fod.

 





outdoor mountainbike

Rulleskøjter

Vi tager tempoet ud af hverdagen og holder pulsen i gang, når vi tager rulleskøjterne på fødderne og ruller ud i det blå.

Vi ruller ned til Aarhus Ø, hvor bygningsstrukturen byder på store åbne flader og mulighed for at rulle rundt om kolossale bygninger helt ude ved bassinkanten. Der er god asfalt alle vegne, og er du frisk kan du også rulle en tur igennem springvandet som sporadisk skyder vand op tilfældige steder.

Derudover vil vi også tage på en 10-20 km tur rundt om Brabrandsøen, som byder på smuk natur mulighed for at finpudse tekniske færdigheder samt at fordybe sig i den historiske og kulturelle udvikling dette område har gennemgået.

Er vejret ikke med os, spiller vi bl.a. indendørs rullehockey og laver alternative lege på rulleskøjterne.

 

Mountainbike og cykling

Mountainbiking har den kvalitet at den forener puls, adrenalin og samvær, med de smukkeste naturområder i Århus. Vi vil komme til at stifte bekendtskab med Risskovs snørklede stier, Hasle bakkers professionel byggede trailspor samt Marselisborgs uendelige lange mountainbikespor, der er så gennemført og flot en rute, at du næsten ikke mærker, hvordan benene bliver trættere og trættere på de sidste kilometer. På sådanne ture er der tid til fordybelse i egne tanker og en hurtig dukkert ved Moesgaard strand, hvis det indre termometer er ved at koge over efter de udfordrende bakker Marselisskoven byder på.

Du vil desuden prøve kræfter med racercykling i et motiverende træningsfælleskab.




Sammenhold og hygge

Teamfølelsen på Outdoor Adventure er vigtigt og ofte oplever I et helt specielt fællesskab, fordi I overvinder grænser sammen og står sammen som et team døgnet igennem. Det er ved bålet om aftenen eller i den nybyggede iglo, at dagens oplevelser falder på plads. Med en skumfidus på pinden og en kop kakao i hånden bliver der plads til at møde dine holdkammerater på en ny måde.


Kajak-instruktør

Mens du går på IHÅ kan du uddanne dig til IPP havkajak-instruktør. Du har mulighed for at blive undervist i havkajak, polokajak, surfkajak og foskajak. Den hjemlige undervisning foregår i vores egen svømmehal og ude på Aarhusbugten. Som certificeret instruktør kan du efterfølgende arbejde som havkajak-instruktør hos private firmaer eller i klubber.



whitewater rafting

White-water rafting foregår i fosskajak, gummibåd, eller body-rafting. Du er selv piloten ned gennem den brusende elv og bestemmer selv om det skal være mildt eller vildt.

Kan du opleve på Sverigeture i efteråret og foråret.


outdoor kajakinstruktør

Fjeldekspedition

Nysne og puddersne til knæene, smil på læben og et fællesskab hvor det handler om at udfordre sig selv sammen med venner. På fjeldet kører du på telemarkski og bevæger dig henover de norske fjelde, hvor du møder en helt unik natur, prøver at bygge iglo, snehuler, og køre på ski. Vi går topture på de højeste toppe i området, og hvis vejret tillader det sætter vi en ski-kite op og suser henover søerne.

Kan du opleve på Norgesturen i foråret.

 



Ture

Forår
Januar/Februar: Danmarkstur. Test dit grej og dine grænser. Forberedelse til fjeldtur til Norge i marts.
Marts: Vinterfjeldtur til Norge med snehuler, iglo, fjeldski og oppakning. Udeovernatning.
April: Idrætsstævne med mulighed for adventure-race.
Maj/Juni: Adventuretur i Sverige med huler, rafting, klippeklatring, cykling, vandring.

 



Efterår
August/september: Havkajaktur i Aarhusbugten og ved Kalø Vig.
Oktober: Cykeltur i Sverige med shelterovernatning, klatring, rafting, kano mm.
November/december: Tur i Danmark.

Dine undervisere i outdoor

Jakob Mønsted
Jakob kan klare stort set alt, hvad der foregår udenfor og han er uddannet kajak-, klatre- og skiinstruktør med stor erfaring. Udover Outdoor-Adventure underviser Jakob også i Basketball og Madmagasinet.

Søren Møller
Underviser i Outdoor Adventure. Søren er en rigtig højskolemand med stor fokus på teambuilding og sammenhold.

René Schmidt
René er højskolens cykelmand og kan derudover undervise i  bl.a. kajak, klatring, ski og surf, og ja så er han også en dygtig musiker og et fast medlem af IHÅ’s famøse lærerband. René underviser også i Triathlon og Crash.