Hjælp andre unge i en svær tid
Har du lyst til at hjælpe andre unge til at få det bedre? Hvis svaret er ja, så er Ung til Ung-mentor helt sikkert et fag for dig. Du har måske selv mærket på egen krop, hvor svært det er at være ung i et præstationssamfund, måske har du oplevet ensomhed eller følelsen af ikke at høre til. Hvad enten du selv har noget med i din bagage eller ej, så er fagets omdrejningspunkt, at I som unge hjælper andre unge – fordi I er dem, der er allertættest på de følelser og frustrationer, der kan være i spil. For I har selv gennemlevet dem.
Brug dig selv og gør en forskel
I Ung til Ung-mentor kommer du til at dele dine erfaringer og viden, som andre unge kan lære en masse af. Vi vil især fokusere på det pres, som mange unge føler i forhold til at skulle præstere. Vores undervisning tager udgangspunkt i forskellige teorier og metoder, der kan anvendes i arbejdet som mentor. Vi vil undervejs også arbejde med forskellige cases og praksiseksempler. I samarbejde med UngiAarhus vil du blive mentor for en ung fra et af de lokale gymnasier, ungdomsuddannelser eller folkeskolens 8.-9. klasse. Faget afsluttes med et kursusbevis i Ung til Ung-mentor.
mærk stemningen på ihå med en rundvisning
Overvejer du, om du skulle tage på højskole, men er du i tvivl, om det er noget for dig? Så kom og besøg os. Den bedste måde at blive afklaret på er ved at mærke stemningen, møde de mennesker, der er på højskolen, og se vores omgivelser og mange faciliteter med egne øjne.