FRA ØMME CYKELBEN TIL BACHELORSKRIVEBORDET

Stor, varm og kærlig tak til IHÅ, fordi de også har været med til at realisere denne drøm…

Tilbage på universitetets læsesal. På bordet ligger tre notatbøger fyldt med observationer fra to måneders rejse på cyklerne i Indonesien. Ved siden af ligger en stak bøger om antropologisk feltarbejde, litteratur om diverse teorier inden for samfund og sportsturisme samt vores computere med billeder og videooptagelser fra eventyret. Nu er den store opgave at få omsat og afgrænset alle oplevelser, erfaringer og gode minder til et konkret, fagligt emne, der har relation til idrætsstudiet. Det kan til tider virke uoverskueligt, at vores projekt ikke minder om de øvrige bachelorprojekter og specialer, der er til rådighed på biblioteket som inspiration. Omvendt bliver vi hver dag i skriveprocessen mindet om, at vores rejse har været det hele værd. Vi føler os naturligvis meget privilegerede at få mulighed for dette via vores studie. Her skal selvfølgeligt lyde en stor, varm og kærlig tak til IHÅ, fordi de også har været med til at realisere denne drøm…

Og hvad fik vi så med fra rejsen, udover (forhåbentligt) alle de faglige refleksioner? Her kommer et lille indblik et i tre af de øjebliksbilleder, som stadigvæk står klart for mig i erindringen…

En cykeltur og et bryllup på vejen

Turen går mod Pendolo, men vi er blevet inviteret til et lokalt bryllup undervejs på ruten. Vi har selvfølgelig sagt ja til den oplevelse, uden helt at vide hvad det går ud på. Vi kan høre musikken på afstand, går nedad en lille grusvej og cirka hundrede meter fremme er der stillet op til festligheder. Farverige klæder, masser af børn og voksne i fint tøj og god stemning. Vi bliver taget godt imod – faktisk får vi en meget overvældende ankomst, fordi alt opmærksomhed fokuseres i vores retning. Det er meget underligt at føle sig som æresgæst til et fremmed bryllup. Især når vi kommer her, i vores cykeltøj og cykelsko, helt fremmede. Alle byder os velkommen med håndtryk, krammere og hilsner, og vi bliver vartet op alle steder fra. Vi bliver ført fra det ene rum til det næste – her skal tages billeder med os, vi får kaffe og kage, smager på alle retterne. Alt imens utallige blikke er rettede imod os. Kun få af dem kan engelske gloser, så vi har ikke helt føling med, hvad der skal ske, andet end vi føler, det er stort for dem, at vi er ankommet til deres bryllup. Vi bliver sendt ind til kvinden, der skal giftes. Hun sidder som en smuk prinsesse i en seng i lidt væk fra festteltet. Hendes kjole er spredt fint udover sengen, så den ikke krøller. Vi får nu besked på at sætte os op i sengen for at de kan tage billeder af os. Det virker helt malplaceret, at vi skal sætte os opad hende i de smukke klæder, i vores svedige cykeltøj, og som helt ukendt gæst til festen (…)
Vi bliver spurgt, om vi vil være med til at synge. I ægte højskoleånd tænker og svarer vi ”yes” – vi er vilde med fællessang og vil hellere end gerne være med til at opleve dette på indonesisk. Vi sætter os i festsalen, bagest på nogle stole og venter spændte. Alle kigger på os, og vi bliver forvirrede over, hvorfor de ser på os. Nu går det op for os, at de venter på os… Oppe på scenen… Vi kigger panisk på hinanden; hvad har vi sagt ja til? Vi bliver sendt op på scenen, uden at forstå et ord af, hvad det er de vil have os til. Vi får stukket to mikrofoner i hænderne og får vist noder og tekster til et indonesisk nummer. Jeg griner og griner og kan slet ikke komme mig over den komiske situation. Hele salen sidder simpelthen og venter på, at vi giver et nummer! På indonesisk… Med tanken om, at jeg i hvert fald selv er fuldstændigt tonedøv, samt at vi langt fra kan det indonesiske sprog, ved jeg slet ikke hvad jeg skal tro om det her projekt. Vi bliver helt flove og gør alt i verden for at forsøge at slippe for ydmygelsen; forklarer med diverse fagter og tegn, at vi ikke kan læse indonesisk, og at vi gerne vil synge i fællesskab med alle i stedet for at skulle stå heroppe alene. Vi slipper dog ikke… Pianisten begynder endda at spille en melodi vi slet ikke kender. Det ender dog med, at vi får overtalt dem til at vi kan synge en ’dansk bryllupssang’ (i form af ’i dag er det brudeparrets fødselsdag’) uden musik til, og den hopper de med på. Jeg gør alt i verden for at holde masken under den her forestilling, men det må nærmer sig det mest komiske øjeblik på hele rejsen: Tre danske piger til et fuldstændigt fremmed bryllup, på scenen i cykeltøj og cykelsko, med mikrofoner i hænderne, en usandsynlig stor mangel på sangevner og et telt fyldt med forventningsfyldte og spændte indonesere, der blot venter på vi starter med at underholde dem. Jeg griner halvdelen af sangen igennem – heldigvis er Alberte og Johanne bedre til at tage opgaven på deres skuldre og holder sangen i gang.Oplevelsen er et eksempel fra de situationer, det er ’naturligt’ at lande i, når vi transporterer os rundt på cyklen. Cyklen giver os tiden til og muligheden for at stoppe op og møde de mennesker, der krydser vores veje, og pludselig får vi mindeværdige øjeblikke, vi ikke havde forestillet os, at vi ville havne i.

Et møde med en abe i Monkey Forest, Lombok
Vi cykler opad, opad, opad, i Monkey Forest. Langs vejen sidder utallige aber. Ikke særligt store; et par abeunger er også iblandt. De spiser skrald og affald fra vejen, gnubber sig lidt og piller i deres pels. Og så kigger de efter os, som om de er lidt nysgerrige. Vi har sat farten lidt op og træder derudad i et jævnt tempo. Jeg filmer aberne imens, tager billeder og føler mig i det hele taget meget underholdt på cyklen. Der er ikke andre turister, kun lidt trafik, og selvfølgelig slet ikke andre på cykler. Jeg havde slet ikke forventet at de ville være så synlige og tæt på os. Jeg ved ikke, hvor langt vi har cyklet opad, men vi holder ind for at få vores sidste ’cykelmyg’ med. Jeg sætter mig på en bænk med udsigt udover bjerget, imens Johanne tager et billede. Jeg ser ud af øjenkrogen, at hun vil gå over til cyklen med kameraet, men en abe kravler rundt på hendes cykeltaske. Den ser hende, hopper lynhurtigt ned og løber mod hende og hvæser. Vi springer fluks hen imod hinanden, og aben er imellem os og cyklerne. Den er arrig og bliver ved med at hvæse. Jeg panikker – i mit hoved har jeg allerede set for mig, hvordan vi om lidt vil blive overfaldet af aben (og alle dens små venner, som ivrigt følger med rundt om situationen). Hjertet hamrer derudad, jeg har aldrig mødt et dyr et sted ude i det fri, hvor jeg ikke har følt mig tryg før. Og da slet ikke en lille abe, som lige før sad så fredeligt og kiggede på os. Den bliver ved at hvæse efter os, og vi står bag et træ (mig med hænderne godt fat i Johannes t-shirt). Jeg drejer rundt om træet, med aben på den anden side. Vi ender med at få råbt en bilist op med et panisk ”Help, help”. Han holder ind og distraherer aben, alt imens vi løber mod cyklerne og pludseligt har energi og adrenalin til at spurte opad bjerget. Sidste mand måtte så møde os på toppen. Mit hjerte bliver ved at pumpe derudad; den bange følelse sidder stadigvæk i mig, og samtidig griner jeg i fællesskab over den komiske situation det trods alt var. Den dag vil jeg altid huske som det øjeblik, hvor vi stod alene på et bjerg og følt os angrebet af en abe, der formentligt kun var på størrelse med ¼ del af os selv… Resten af turen takkede vi pænt nej til at gå eller cykle igennem abeområder.

En ’morgentur’ til toppen af vulkanen
Klokken er 03:00 om morgenen. Der er meget stille, jeg tror faktisk ikke der bliver sagt et eneste ord. Jeg gør mig klar som sædvanligt; hopper i cykeltøjet, tænker ikke så meget over, at jeg denne gang skal på cyklen i mørke. 14 km opad til vulkanen Kelimutu.

14 kilometer lyder ikke af meget, men det vil senere vise sig, at vi nok skal blive udfordrede.

De sædvanlige smil før cykelstart er ikke at finde i dag. Jeg får kuldskær af en kold vind. Jeg mærker, at pedalerne drejer langsomt rundt, men i et stabilt tempo. Stigningen er hård fra start. Det er mærkeligt at køre i mørke, og så på en rute jeg slet ikke kender. Jeg ved bare, vi skal nå frem til solopgang før kl 5.30-6 cirka. Det er som om, mine sanser skærpes i mørket. Her er helt stille omkring os, ingen trafik, kun os. Flere hunde begynder at gø af os nu – det er som om den ene hunds gøen smitter af, og starter en lavine af larmende hundehyl, der forstærkes i mørket. Det lyder nærmest som en ulveflok, der hyler efter os. Jeg synes, det går langsomt. Det snegler sig bogstaveligt talt af sted – sådan føler jeg det i hvert fald. Kan ikke se kilometertælleren. Jeg lægger mærke til stilheden; ingen af os siger så meget. Johanne cykler forrest og lyser for os – mit lys er gået ud på cyklen, jeg har en pandelampe på. Når der kommer afstand op til Johanne er det svært at se noget som helst. Jeg sveder, men fryser samtidig lidt – det er koldt i vejret. Nu begynder der at opstå anden trafik – vi bliver løbende overhalet af scootere og biler. Et øjeblik fortryder jeg, at vi er stædige og cykler; ville det ikke være virkelig nemt at have fået et lift? Mest fordi jeg lige nu er bange for, om vi overhovedet når det til solopgang i det her tempo.

Nu begynder det for alvor at gå opad – Alberte og jeg kan ikke lade være at grine lidt nede bagved. Jeg tror, det er fordi, vi begge kan fornemme, at der er lidt kritisk stemning lige nu. Der hersker en lidt mut og opgivende stemning, hvor vi kæmper med tankerne hver især. Men vi fortsætter, med langsomme tråd, op til toppen. Endnu engang står jeg med følelsen af, at ”yes, vi gjorde det” – og med det samme glemmer jeg al frustrationen, mine bange anelser og opgivende tanker, jeg havde for blot få minutter siden. Hvor er det fedt at have klaret den og stå på toppen, igen!

Jeg kigger op mod den endelige top. Det er svært at se – her er stadig lidt mørkt. Der er 1,5 kilometer på gåben, og jeg fryser. Går i mit eget tempo, bag nogle andre turister. Jeg mærker kuldegysningerne på armene, og omkring min hals. Jeg forsøger at glemme det og at nyde udsigten i stedet. Her er meget, meget smukt. Jeg sidder på toppen, Alberte ved siden af, Johanne bag mig. Vi får et par sjove snakke. Mange henvender sig – jeg observerer, hvordan alle er nysgerrige; vi er blevet overhalet af alle de øvrige turister, men kun vi er cyklet op til toppen. Spørgsmålene flyver: Hvem er vi? Hvor lang tid tog det os? Hvor har vi mere cyklet – og hvorfor? Hvor skal vi hen efterfølgende – og hvor længe skal vi cykle? Her er fyldt med turister, som også vil have billeder af os. Et tegn på, at vores projekt er atypisk, skiller sig ud, og for de fleste virker det som urealistisk og helt i ekstremerne. De er tydeligt imponerede.

Disse oplevelser er kun få ud af mange fra vores tur, men de giver i et godt indblik i, hvad det er vi har fået ud af at turde tage springet ud i noget ukendt, anderledes og udfordrende. Vi er meget taknemmelige over at have fået muligheden for vores unikke og autentiske oplevelser på cyklen. Nogle dage har vi været pressede over lange distancer, mange højdemeter, regntiden der skyller ned over os, lange distancer uden madboder undervejs, ømme lår og bagdele. Men i det store hele har det været det hele værd, og det er netop ofte disse situationer vi vender tilbage til for at snakke om.

En cykelrejse var for os en rejse gennem forskellige kulturer, religioner, landskaber, folkeslag og meget mere. Fra ikke-turistede områder – uden wi-fi og kommunikation begrænset til ’yes/no’ og tegnsprog – til de mere turistede områder, hvor lidt luksus, lettere kommunikation og bedre ernæring blev mere tiltrængt efter en måneds tid på cyklen. En rejseform, der kan anbefales til alle, der har mod på at rejse på en alternativ måde, hvor det mere autentiske møde med et land er i fokus.

Vi vil endnu engang sende en stor tak til højskolen, der har været støttende i vores projekt – og som for undertegnede introducerede mig til cykelrejse for fire år siden. Rejsen tog på mange måder afsæt i mange af de elementer, vi hver især har fået med fra højskoletanken; at passe på hinanden, at tro og vilje (bogstaveligt talt) kan få dig op over bjerge, at planlægning og tilrettelæggelse giver pote, at de mest givende oplevelser er i fællesskabet med mennesker omkring dig (idylliske, overvældende natur omgivelser er selvfølgelig en stor bonus!), og at idrætten er et helt igennem genialt middel til at lære dig selv bedre at kende samt til at komme i kontakt og være i øjenhøjde med de mennesker, du møder på din vej.

Tak til jer, der har fulgt med i vores få opslag og to artikler her på siden.

Kærlige cykel-high-fives,

Alberte, Johanne og Lotte