Fra IHÅ til cykeleventyr i Indonesien

Lotte Tranekær, der er tidligere IHÅ’er, har fulgt sine drømme, for en stund trodset politikernes fremdriftsreform og er draget på eventyr ude i den store verden. Da højskolen har haft en lille finger med i spillet i udlevelsen af de her drømme er vi så heldige at få lov til at rejse lidt med i ord. Her kommer en lille rejseberetning fra den første del af hendes rejse.

Lotte Tranekær idrætshøjskolen aarhus

Lotte Tranekær cykeleventyr i indonesien

PÅ cykeleventyr i Indonesien

Forrige sommer begyndte mine to veninder og jeg at drømme om at lave et anderledes bachelorprojekt i foråret 2017. Vi læser alle tre Idræt på Københavns Universitet. Dette uddannelsesvalg fandt jeg personligt frem til, da jeg gik på Idrætshøjskolen i Aarhus i hele 2013. På mit ophold på IHÅ blev jeg gennem diverse oplevelser stærkt inspireret til at gå på nye eventyr og prøve drømme og ideer af. Samtidig husker jeg en bekymring hos mig. Hvordan får jeg, efter IHÅ, nogensinde muligheden for den samme frihed til at erfare og blive udfordret på det menneskelige plan, når jeg starter på min uddannelse, og omdrejningspunktet bliver bøger og eksamenslæsning?

En af de oplevelser, der særligt rodfæstede sig i mig som højskoleelev, var en cykeltur til Sverige med Outdoor-linjen. Cykelturen gav mig erfaring i at leve i naturen i kombination med fysisk udfoldelse. Denne kombination skabte i sidste ende et stærkt fællesskab blandt os, der var afsted. Jeg husker, at min interesse for at rejse med cyklen som transportform blev større, og jeg vidste med mig selv, at jeg en dag gerne ville planlægge en længere rejse på denne måde. Denne chance bød sig, da Johanne, Alberte og jeg fik en idé… At cykle tværs gennem en anderledes kultur og lave et feltstudie om kulturmødet mellem en cykelrejsende og de indfødte. Dette endte i et bachelorprojekt med en antropologisk idrætsvinkel og et cykeleventyr i Indonesien.

Når vi frem inden det bliver mørkt?

Planlægningen begyndte i maj 2016 og destinationen blev Indonesien. Vi fik en vejleder, vi fik kontakt til tidligere cykelrejsende samt den danske ambassade i Indonesien og pludselig tog det fart. Med hjælp fra en masse mennesker ude i verden blev ruten mere og mere fastlagt, flybilletterne købt, cyklerne og udstyr bestilt, og d. 14. februar 2017 lettede vi fra Kastrup mod Jakarta, Indonesien.
Nu er den første 1,5 uge gået, og vi er fyldt op af anderledes, spændende og mindeværdige indtryk. Alt lige fra dét at skulle hente cykler og selv samle dem for første gang i en kaotisk storby med 30 millioner indbyggere, at lave cykelreparationer undervejs som vi ingen erfaring har haft med hidtil, at blive hyldet med klapsalver, grin og ‘Hey Mister’ gennem alle de små landsbyer, til cykelbjergbestigning i junglelandskab i 30 graders varme og meget mere. Eventyret er igang…
Cykelruterne har vi planlagt, men alt er uvist, indtil vi når frem: Hvordan er vejrforholdene og terrænet – og hvor langt kan vi cykle i dette? Bliver vi ramt af regntidens store regnskyl? Når vi frem inden det bliver mørkt? Hvordan gør vi i de små byer, hvor de ikke kan engelsk? Hvordan sørger vi for at få korrekt ernæring, og at undgå skader og siddesår?
Alt dette giver os udfordringer på en lærerig måde, og allerede nu har vi tilegnet os en langt større viden, end da vi tog afsted på første distance. Vi har cyklet mellem 30-130 km om dagen med oppakning og det har taget os mellem 3,5-7,5 timer i sadlen eksklusiv pauserne. Vi bliver taget rigtigt godt imod. Mange steder kommer der aldrig turister, og det er derfor nysgerrige blikke der møder os, når vi (især som kvinder) kommer cyklende. Vi er allerede blevet inviteret til bryllup, middage og store begravelsesceremonier med traditionsrige danse og ofringer hos de lokale. Det er nemt at møde dem i øjenhøjde, når man rejser på denne ‘primitive’ måde.

Trods fremdriftsreformen for en stund

Hele dette eventyr opsummerer for mig, hvor vigtigt det er som højskoleelev at turde tage sine drømme og tanker med sig videre på den anden side af opholdet. Der findes altid en måde at føre disse ideer videre – at trodse fremdriftsreformen for en stund, at turde tage et sidestep på uddannelsen eller få flettet de gode drømme ind undervejs. Jeg har både i planlægningen og allerede undervejs på turen trukket på mange erfaringer fra Outdoorturen til Sverige på denne rejse. Turen har vist mig, at der altid er en vej, også når jeg er presset fysisk og mentalt, og at vi som gruppe byder ind med forskellige styrker som vi skal finde den bedste måde at udnytte. Turen har lært mig, at smilet i mødet med mennesker er den nemmeste vej til at finde en fælles forståelse. Og endeligt har det lært mig, at jeg kan langt mere end jeg tror, også når man har kørt opad i 2,5 timer med 5km/t uden at vide, hvor længe det varer ved…. og som Søren Møller dengang sagde til os i Sverige: Når det går opad, så går det også altid ligeså meget nedad igen 🙂

cykeleventyr idrætshøjskolen aarhus
cykeleventyr idrætshøjskolen aarhus
cykeleventyr idrætshøjskolen aarhus