Dit hjem på IHÅ

I den næste periode skal IHÅ måske være dit hjem. Du skal bo på et værelse sammen med en god kammerat - sikkert en der bliver din ven for livet. Ikke at man nødvendigvis opholder sig så meget på værelset - der sker nemlig så meget hele tiden. Værelserne er ikke store, men alligevel godt indrettet og med jeres indsats kan de blive rigtig hyggelige, når først I får pyntet op. Der er hotspot på hele skolen, så man kan komme på nettet. Mange lokaler har TV, og vi har to storskærme til film og fodboldkampe. Vi har vores egen biograf - og den bliver flittigt brugt! I weekenderne tager eleverne ofte en skål popcorn og dyne med ind og ser en god film sammen!

Tøjet vasker eleverne selv i vaskekælderen. Der serveres mad seks gange dagligt, så man lider ingen nød. Har du brug for en snak, er der altid en lærer på vagt hver aften, og i hverdagstimerne er hele personalet søde og gode at snakke med. Derudover står forstanderens dør altid åben, hvis man har brug for en snak.

På IHÅ får I jeres andet hjem for en stund, inden I skal videre i livet.